Nina Saunders (f. 1958) arbejder både med tegning, maleri, skulptur, performance og installation. Hun er særligt kendt for sine værker, der kombinerer readymade og skulptur, idet hun former og omformer genstande fra hverdagen på måder, hvor det velkendte bliver mystisk, og kulturkritik bliver serveret med humor.

Det ikoniske værk »Greta« fra udstillingen »Greta’s Party« fra 2015 blev lavet til en Hermès-butik i New York City. Værket er en polstret stol, der er skævvredet, så den synes at danse eller slingre. Det er et eksempel på hendes tilgang, der bearbejder møbler som repræsentant fra hverdagen og inviterer dem ind i kunsten for at reflektere over liv og samfund.

Nina Saunders, Greta’s Party, 2015.

Fra støvler i cement til rengøringsmidler i bronze
I dag er Nina Saunders en anerkendt kunstner med et imponerende bagkatalog, og allerede som barn havde hun en intuitiv lyst til at producere og udforske.

»Jeg har fra en helt tidlig alder haft en interesse for kunst, uden jeg satte ord på, at det lige var kunst. Jeg har altid fået at vide, at jeg var god til at tegne. Så da jeg var omkring otte år, foreslog den lokale æggemand mig at lave en udstilling med mine tegninger. Jeg gik sammen med en nabodreng, og vi hængte vores tegninger op i hans forældres lade, inviterede folk ind og solgte dem. Jeg forstår slet ikke, at vi lavede en udstilling, for jeg vidste ikke, hvad det var,« siger Nina Saunders.

»Efterfølgende skulle vi dele pengene til slik, og drengen ville have flere penge end mig, fordi det var hans families lade. Det synes jeg, der var uretfærdigt, så vi kom op at sloges. Det endte med, at han løb efter mig med en rive. Jeg løb så hurtigt, jeg kunne og kom til at løbe igennem en bunke cement, så da jeg kom ud på den anden side, hang mine støvler fast, og jeg løb barfodet videre. Da jeg kom tilbage dagen efter for at hente dem, var cementen stivnet med støvlerne i. Synet af den størknede støvleformede cement, så helt fantastisk ud.«

Siden da har Nina Saunders eksperimenteret med hverdagens objekter i kunsten på forskellige måder. I værket »Loves the jobs you hate« fra 2005 er dagligdagens genkendelige rengøringsmidler blevet til en bronzebelagt skulptur, som var de størknet i cement.

Nina Saunders, Loves the jobs you hate, 2005.

Dyr repræsenterer det hjemløse og jagede i os
Nina Saunders anvender hverdagsgenstande for at bruge det, vi som mennesker kender fra vores liv og har et forhold til. Hun bruger særligt møbler, idet vi erfarer dem med vores krop før vores hjerne, mens møbler selv er antropomorfe, eftersom de har arme, ben og ryg. I de senere år er hun ligeledes begyndt at arbejde med udstoppede dyr og gerne i relation til møblerne som i værket »Fox with Issues« fra 2012.

Nina Saunders, Fox with Issues, 2012.

»Jeg kan godt lide at arbejde med dyr, da det repræsenterer noget, der er jaget og noget hjemløst. Alt det kender vi også som mennesker, og vi kan relatere til det på samme tid, som vi kan blive noget så forfærdet over det,« siger hun.

Det ene værk føder det næste
»Jeg arbejder med værker på en måde, hvor det ene værk føder det næste. Jeg står aldrig i en situation, hvor jeg mangler idéer. For mig handler det snarere om at udvælge. Jeg lader mine kunstværker guide mig, og så samler jeg hele tiden nye genstande ind på markeder og gennem mennesker, der kontakter mig,« siger Nina Saunders.

»Kronhjorten fra værket »She may not be Your Friend but she is Your Hairdresser« fra 2017 fik jeg af en ældre herre, som jeg mødte til en fernisering. Efter at have set min udstilling gik han op til mig og spurgte: »Vil du have et dyr?«, og jeg sagde: »Hvad mener du?«. Han var jæger og havde engang skudt en kronhjort, som han gerne ville donere til min kunst. Samme aften kørte han hele vejen hjem og hentede det til mig. Til middagen efter ferniseringen dækkede vi op med tallerken og glas til kronhjortehovedet og skålede med den.«

Nina Saunders, She may not be Your Friend but she is Your Hairdresser, 2017

Det skal få dig til at tænke – og fortsætte med det
Nina Saunders bruger polstrede møbler og andre dagligdagsgenstande i et ofte aparte og humoristisk univers med en underliggende kritik af konformitet og småborgerlig idyl.

Værket »The Whirlwind is in the Thorn Bush: War« fra 2017 er en gammeldags lænestol som taget ud fra en såkaldt Old Men’s Club. Værket handler om krig og om de gamle magtfuldkomne mænd, som fører dem. Stolen er dog blevet deformeret i funktion og dermed i status.

Nina Saunders, The Whirlwind is in the Thorn Bush: War, 2017.

»Mine værker har en samfundskritisk agenda, men i et humoristisk og legende sprog. Mennesker reagerer meget forskelligt på værkerne. Nogle griner, nogle bliver forfærdet og andre sure. En gallerist ringede engang til mig for at indgå et samarbejde. Hun havde set et af mine værker og fortalte mig, at hun ikke brød sig om det, men heller ikke kunne glemme det. Det er det, jeg ønsker: At mennesker får en oplevelse, der får dem til at tænke og fortsætte med at tænke,« siger hun.

Nina Saunders (f. 1958) er uddannet fra Central St. Martin's College London og har udstillet på bl.a. Statens Museum for Kunst, KUNSTEN og det berømte Saatchi Gallery i London. Nina Saunders har modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat og er repræsenteret i flere internationalt anerkendte samlinger bl.a. Victoria & Albert Museums i London og Moderna Museet, Stockholm.