Merete Barker (f. 1944) er en anerkendt dansk billedkunstner, hvis kunstneriske praksis har udviklet sig med tiden fra 1970’erne og op til i dag. Hendes abstrakte motiver bliver til på baggrund af et fantasifuldt indre og et oplevelsesrigt ydre, og de kommer ofte til udtryk gennem kunsthistoriens ekspressionistiske og konstruktivistiske traditioner.

Gennem årene har Merete Barker arbejdet med alt fra maleri, til fotografi, skulptur, installation og endda computerteknik, mens omdrejningspunktet altid er kultur, natur og foranderlighed. Hendes soloudstilling »Spejlinger / Spiegelungen« fra 1999 på Kunstmuseet i Tønder er en opsamling på de dengang seneste fem års praksis, der blandt andet indebærer gevaldige malerier, spektakulære sandslotte og indholdsrige fotoplancher.

Merete Barker, Spejlinger / Spiegelungen, 1999, Kunstmuseet i Tønder – Museum Sønderjylland

Hvor går du hen?
»Jeg arbejder associativt med værkernes motiver ud fra mine oplevelser, og spørgsmålet »Quo Vadis?«, som betyder »Hvor går du hen?«, er eviggyldigt i min kunstneriske tilgang. Det er ligeledes titlen på min soloudstilling på Sophienholm Kunsthal i 2002, hvor alle værkerne kredser om netop dette spørgsmål. Kunsthallen blev bombarberet med mine værker, så den lille villa var ved at sprænge,« siger Merete Barker.

Merete Barker, Quo Vadis, Sophienholm Kunsthal, 2002

»Jeg kan være ret underholdende som menneske, men når jeg laver kunst, er jeg introvert. Så er der ikke nogen, der skal forstyrre mig. Når jeg har en idé og en nødvendighed i mig, så arbejder jeg hurtigt med en voldsom energi. Billedet får en mental tilstand, og jeg har en mental tilstand. Processen er som en dialog, og er vi overens i samtalen, er det godt, så siger værket »Niks pille – jeg er færdig”, og det respekterer jeg virkelig. Men kan jeg mærke, at der er noget, der er uforløst, så angriber jeg kanvasset med det samme.«

Mine rejser giver føde til min kunst
»Jeg er fascineret af den verden, jeg lever i, og er nysgerrig på alt. Jeg sidder ikke bare på min flade, men har altid været meget ude i den store verden. Når jeg har været i Danmark i en længere periode for at lave udstillinger, så skal jeg altid ud igen bagefter. Alle mine rejseoplevelser går lige i mit hjerte og min mentalitet. De giver føde og idéer til min kunst,« siger Merete Barker.

Merete Barkers kunstneriske praksis ligner én af en antropologs, der observerer den kultur, hun møder på sin vej. Værket »Blue City 1« fra 2002 er inspireret af en rejse til den blå by Jodhpur i Indien og amfiteatret Colosseum i Rom. Med hendes oplevelser af to steder, der er vidt forskellige i form, historie og placering, anvender hun sit fantasifulde indre liv til at skabe en ny fortælling.

Merete Barker, Blue City 1, 2002

»Jeg har efterfølgende talt med en arkitekt, der har studeret Rom. Hun fortalte mig, at hun havde kradset i murernes overflade og opdaget, at der var blåt inde bagved. Hun forestiller sig derfor, at Rom engang har været blå. Så man kan sige, jeg ramte plet,« siger hun.

Hun indfanger nærværet i den storladne natur
De mange rejser har vakt en indlevelse i naturen og den foranderlighed, som hun har iagttaget, at kloden har været udsat for i løbet af hendes levetid. I udstillingen »Panorama« på Kunstforeningen GL STRAND i 1992, giver syv store malerier, der alle måler 180 x 360 cm, en panorerende oplevelse af den vidunderlige natur i nationalparken Yosemite i Californien. Heriblandt er værket »De tre søstre i Yosemite«, der er en abstrakt bearbejdning af nationalparkens bjergrige natur.

»Jeg forsøger at fatte det storladende i naturen og fatte det, man ikke kan se, men altid på en nærværende måde. Mine værker er i store formater, fordi jeg ønsker, at beskueren får samme følelse af at blive bjergtaget, som jeg får, når jeg står foran et kæmpestort bjerg. Kunst handler for mig om, at man skal kunne bevæge sig ud over sig selv – med sig selv,« siger Merete Barker.

Merete Barker, De tre søstre i Yosemite, 1992

Sindsbilleder på menneskers tilstande
Den samme hengivelse, som Merete Barker har til kultur og natur, har hun ligeledes til mennesket. Hendes grundlæggende interesse og store empati for mennesker var særligt central i kunsten i perioder med krig. I Merete Barkers virke i 1990’erne bearbejdede hun Balkan-krigene med en indlevende bekymring og ængstelse. Det gjorde hun blandt andet i værket »Fra skyggernes land« fra 1996, hvor byer bliver sindsbilleder på menneskers tilstande under krigen.

Merete Barker, Fra skyggernes land, 1996

»Vi var alle i Europa dybt chokerede over krigen i Balkan, fordi vi ikke troede, der kunne komme krig i Europa. Det slog mig helt ud. Jeg bliver dybt berørt over de barske sager, som krige forårsager. Jeg græder over det, der sker i Yemen, og det berører mig inderligt, når vi i Danmark behandler flygtninge og asylansøgere inhumant,« siger Merete Barker.

Merete Barker (f. 1944) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og har udstillet på bl.a. Louisiana, Statens Museum for Kunst og KUNSTEN. Merete Barker er modtager af Statens Kunstfonds livslange hædersydelse, og hendes værker er repræsenteret i samlinger som Statens Museum for Kunst, ARoS og KUNSTEN.