Af Lasse Marker, founder & CEO, Pars

Marianne Hesselbjerg er en af landets mest betydningsfulde billedhuggere. Hendes skulpturer er som regel stedsspecifikke og fungerer ofte som afgrænsninger, der fysisk inddeler rummet. Det ses for eksempel i værket Regnvejr og tunge skyer, der var en del af hendes soloudstilling på Thorvaldsens Museum i 2002.

»Jeg interesserer mig for rum. Værkets placering i rummet er for mig lige så vigtigt som værket. Det gælder både, når jeg arbejder i mindre gallerier og med store udsmykningsopgaver som for eksempel Vestled i Hvide Sande i 2006«, siger Marianne Hesselbjerg.

»Vi arbejdede på stranden, hvor Vesterhavet mødte land. Her ville alt, hvad vi forestillede os, synes småt, som var det knappenålshoveder. Resultatet blev et fragment af en uendelig plads i røde tegl og et fragment af en uendelig linje i bronze«.

Foto: Marianne Hesselbjerg, Vestled i Hvide Sande, 2006.

Værkets relation til rummet

»Jeg har altid min tommestok med, men det er ikke alt, der kan gøres op i meter og centimeter. Jeg bruger også mine sanser«.

Det gælder ikke mindst for værket Glassøjler fra 1988, som er en del af Statens Museum for Kunsts samling. Glassøjler er bygget af 10 mm glas skåret i cirkelslag, delt i kvarte og stablet i 4 søjler, som flyttes væk fra hinanden. Værket var senest udstillet på Den Frie i 2020 i forbindelse med Marianne Hesselbjergs modtagelse af landets største kunstlegat Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat.

 »Jeg arbejder med, hvor langt de fire dele kan være fra hinanden uden, at de slipper hinanden og dermed ikke længere danner en helhed. Jeg kan mærke, hvornår værket står, som det skal. Både de enkelte dele indbyrdes, og værket som en helhed i relation til rummet«. 

 Foto: Marianne Hesselbjerg, Glassøjler, Den Frie, 2020.  

Det kølige og det forgængelige

Hesselbjerg har ligeledes en kærlighed til kølige materialer som stål, aluminium og glas, men også til forgængelige materialer som papir, jord og uld. 

»Jeg har gået rundt blandt disse materialer i min barndom. Min far var direktør for en kødfoderfabrik som forarbejder selvdøde dyr og slagteriaffald. Jeg genså for ikke så længe siden et billede, hvor han står i en hal med nogle store beholdere i rustfrit stål«.

 »Modsætningen mellem det organiske materiale og blanke stål kompressorer og kar som det blev forarbejdet i, har muligvis givet mig en interesse og et kendskab til materialer på et tidligere tidspunkt, end jeg har været bevidst om«.

Foto: Marianne Hesselbjerg, Aluminiumsø, Charlottenborg, 2003

En drøm bliver til et værk

Geometriske figurer, især den ovale form og kuben, går igen i mange af Hesselbjergs værker. Værket Helheden, - der mangler altid lidt fra 1990 består for eksempel af en oval plade med to snitflader.

»Hvis man ser det som et kvadrat, mangler der lidt. Hvis man ser det som en oval, mangler der også noget. Intet er fuldendt. Der er altid noget på vej enten i opløsning eller i skabelse«.

I følge Hesselbjerg er værket blevet til som et resultat af en drøm, hvilket hun fortæller ofte indgår i hendes arbejdsprocesser.

»I 1981 havde jeg en drøm, der radikalt ændrede min arbejdsmetode fra portræt og figurmodellering til at arbejde med helt andre materialer på en ny måde. Nogle gange får jeg en drøm, der viser et klart endeligt billede af en skulptur eller en installation med proportioner, farver og materialer. Andre gange arbejder jeg mig frem til essensen af en lang fortællende drøm. Det sidste var tilfældet med Helheden, - der mangler altid lidt«. 

Mine værker forestiller ikke noget

Marianne Hesselbjerg tager desuden ofte udgangspunkt i noget personligt, og skræller så alt overflødigt væk, indtil hun finder frem til en essens eller et universelt kernepunkt. Hendes værker har derfor ofte et enkelt og tidløst udtryk.

Hun fortæller dog helst ikke historier om sine værker. For hvis man fortæller én historie, udelukker man alle andre, siger hun.

»Jeg vil gerne lade mine værker være åbne for fortolkning. Jeg plejer at sige, at mine værker ikke forestiller noget, men er noget. Forklaringen må man søge i mødet med værket«.

Værk udløste protest

Marianne Hesselbjerg laver ikke kunst for at provokere. Alligevel opfattes hendes værker nogen gange som provokerende. I 1989 udstillede hun værket En lille ændring i virkeligheden i en park i Göteborg. I værket indgik en ligkiste, hvilket udløste en protestmarch blandt byens ældre borgere. De gik med bannere med teksten: »Kisten skal væk. Vi ældre vil ikke konfronteres med døden«.

Foto: Marianne Hesselbjerg, En lille ændring i virkeligheden, 1989

I følge Hesselbjerg skyldes det, at skulpturer og især readymades har evnen til at provokere mere end for eksempel malerier.

»Edvard Munch og Jens Søndergaard m.fl. har malet billeder af ligkister og begravelsesoptog, som folk gerne vil have hængende. Men når det bliver tredimensionelt, bliver det håndgribeligt og oplevelsen bliver voldsommere«.

»Jeg vil give beskuren en fysisk oplevelse. Noget man ikke blot kan forstå med forstanden, men som skal mærkes og sanses med kroppen«

MaMarianne Hesselbjerg (f. 1949) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og har udstillet på bl.a. Thorvaldsens museum og KUNSTEN, samt på det historiske Grand Palais i Paris. Hun har desuden udsmykket Aalborg Universitet og Niels Bohr-bygningen. Marianne Hesselbjerg har modtaget Statens Kunstfonds livslange hædersydelse, Eckersberg Medaillen og den prestigefulde Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legats hæderspris, og er desuden repræsenteret i samlinger som Statens Museum for Kunst, Skive Kunstmuseum og KUNSTEN.  samlinger bl.a. Statens Museum for Kunst.