Af Anne Bro, Cand.mag. Moderne kultur og kulturformidling

Marianne Grønnow arbejder med både maleri, installation, tegning, tryk og performance. Trods de mange metoder og udtryk kredser Marianne Grønnows kunst altid om naturen. Hun udvælger medier og sammensætter materialer for at anskue naturen fra alle vinkler. For hvert værk drejer hun fokusset en kende for at ændre perspektiv.

Hendes naturskildringer adskiller sig fra genrens ellers realistiske tradition og forholder sig i stedet til mere abstrakte fortolkninger af en væren og ikke-væren i naturen. De velkendte blomster i værket »When It Falls« fra 2007-2009 er ornamentale i deres udtryk snarere end naturalistiske.

Marianne Grønnow, When It Falls, 2007-2009

»Jeg har tidligere interesseret mig for at male store blomsterformationer, da de muliggør det koloristiske og hallucinerende. Blomster har alle verdens farver og former, hvilket åbner en virkelighed, der kan rumme alt,« siger hun.

Øjeblikket mellem paradis og udslettelse
Hendes fortolkninger af blomster har også udformet sig i overvældende ruminstallationer med papirklippede blomster, som skaber en kontrastfuld dynamik mellem det florlette og det monumentale. Værket »The Valley« fra 2006 er et eksempel på det.

Marianne Grønnow, The Valley/The Fall, 2006, Den Frie Udstillingsbygning

»Værket »The Valley/The Fall« blev til på baggrund af et digt, der hed »Life in the valley was – why not say it? – beautiful«. Det handlede om en tilstand på en meget skøn dag, lige inden katastrofen rammer,« siger Marianne Grønnow

»Jeg er optaget af øjeblikket mellem det paradisiske og udslettelsen. Med blomsternes papirtynde materiale i en sart grå farve er det som om, værket næsten ikke er der. Men materialet har på samme tid en regnbuefarve i sig, som gør, at det skifter udtryk, når man bevæger sig forbi.«

At være eller ikke at være
Marianne Grønnows værker havde tidligere et narrativt afsæt, som var inspireret i hendes baggrund i teater. Men det har siden udviklet sig til at reflektere over en mere filosofisk forståelse af væren og ikke-væren.

Det kommer til udtryk gennem hendes leg med lyd, lys og materiale, hvilket fjerner sig fra at ville fortælle noget for derimod at gå på opdagelse i formen. Det ses i værket »L’Aube« fra 2010.

Marianne Grønnow, L’Aube, 2010, Kunstmuseum Brandts

»Titlen refererer til et gyldent daggry – øjeblikket lige inden lyset bryder frem. Det undersøger således overgange i lys, hvilket kommer til udtryk i lys- og farvespillet mellem søljernes guldfarve og spejlene,« siger hun.

»Værket peger frem mod min serie af værker »Light. Dusk. Darkness« fra 2012, hvor farver og geometriske former på samme måde glider ind og ud af hinanden. Hvis du tager et udsnit af installationen og gør den todimensionel, minder det om denne værkserie.«

Marianne Grønnow, Ligt. Dusk. Darkness, 2012

»Light. Dusk. Darkness« betragter ligeledes farveovergange fra dag til tusmørke til nat. De farvede felter forskyder sig i forhold til hinanden og gradueres lige som i skumringstid.

En meditativ proces
»Meditation er en dek af min kunstneriske praksis og udgangspunktet for, når jeg arbejder med denne væren. I min arbejdsproces stiller jeg mig selv til rådighed og lader tingene ske fremfor at påføre verden noget forudbestemt. Udover det emotionelle og erkendelsesmæssige er det en meget praktisk proces, hvor jeg skal have tingene i hænderne – nogle gange af flere omgange gennem mange år – før værket begynder at tage form,« siger Marianne Grønnow.

»Der opstår en relation mellem mig og værket. Det er ikke mig, der skaber; værket bestemmer lige så meget som jeg. Jeg håber, at beskueren oplever at være i selskab med noget, der taler til ens intelligens, sanser og hjerte.«

Marianne Grønnow, Wonder World, 2014-2016

Værket »Wonder Wold« fra 2014-2016 er en totalinstallation, der skal opleves gennem sanser og væren. For beskueren afspejler det Marianne Grønnow kunstneriske arbejdsproces.

Langt ude i skoven
Marianne Grønnow har som barn rejst meget i Italien med sine kulturinteresserede forældre, hvilket affødte en stærk forkærlighed for italiensk renæssancekunst, der sidenhen har forgrenet sig i andre kunsthistoriske retninger. I dag bor hun i perioder i en lille landsby i Italien, hvor hun også har sit atelier.

»For nogle år tilbage flyttede jeg ud i en primitiv hytte i en skov oppe på et bjerg. Der levede jeg off-the-grid og skulle blandt andet hente vand i en kilde. Det var en måde at være helt tæt på naturen og erfare den, mens jeg selv var en del af den,« siger hun.

Marianne Grønnow, Des Cloches, 2017

»Da jeg flyttede ned fra bjerget, lavede jeg udstillingen »Des Cloches« i 2017. Det betyder klokkerne og er lydbilleder fra skoven. Normalt var der helt stille i skoven, men to dage om ugen var der jagt på vildsvin. Jeg så det aldrig, men kunne høre skud, vildsvineskrig og klokker fra jagthunde. Min oplevelse af at være i det har jeg visualiseret i dette nærmest kosmiske mønster.«

Som for mange af Marianne Grønnows værker, kan man ikke se den bagvedliggende historie i værket, men klart opleve den samme dramatiske, næsten rungende fornemmelse i skovens ro.

Marianne Grønnow (f. 1962) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og har udstillet på bl.a. Brandts, Kunsthal Charlottenborg, Trapholt og Overgaden. Hun har modtaget legater fra Statens Kunstfond, Anne Marie Carl Nielsen født Telmanyi fond og Niels Wessel Bagges kunstfond m.fl., og er repræsenteret i samlinger som Statens Museum for Kunst, Ny Carlsbergfondet og Malmö Museum of Art, Sverige.