Af Katrine Michelsen Jensen, Cand.mag. Kunsthistorie

Eva Merz (f. 1966) er uddannet på Nansensskolen i Lillehammer og Fatamorgana i København. Hun har udstillet på bl.a. Esbjerg Kunstmuseum, Brandts og Tranen. Merz har modtaget arbejdslegater fra Statens Kunstfond, Beckett fonden og Scottish Art Council m.fl., ligesom hun er repræsenteret i Esbjerg Kunstmuseums samling.

Merz har en dokumentarisk tilgang til sit arbejde, hvor fotografiet, sammen med interviews, bliver et vigtigt redskab, da det er forbundet med realisme:

»Fotografi egner sig utrolig godt i bogformat og sammen med tekster. Jeg har lavet mange interviews og der tænker jeg, at folks stemmer nærmest er et materiale, som kan formes til et værk, altså en tekst.« forklarer Merz.

Med fotografiet, dokumenterer Merz verden set fra et socialt perspektiv og sørger altid for at have mennesket i fokus. Det er her interviewene bliver særligt vigtige:

»Når samfundet beskæftiger sig med mennesker, der lever udenfor normerne, de socialt udsatte, taler man ofte om dem i stedet for at tale med dem. Man glemmer at spørge dem, som ved bedst.«

Kunsten og stormagternes grønlandske interesse

Det er lige nøjagtigtig det, som gør sig gældende i Merzs nye værkserie By og land, Vestgrønland, som består af optagelser fra en researchrejse til hendes kommende bog om en grønlandsk styrmands forunderlige liv – en blanding af rejseessay, biografi og grønlandsk kulturhistorie.

Projektet er aktuelt i forhold til den politiske debat om stormagternes interesse i Grønland, samtidig med at danskernes viden om øen og befolkningen er begrænset. Bogen er skabt af fortællinger fra utallige timers interviews og en fælles rejse i Grønland i 2018.

Fotografierne er digitalt bearbejdede, himlen udskiftet med sort baggrund, så den fremstår i stærk kontrast til den hvide sne. Dette fjerner fornemmelsen af tid og indkredser i stedet de typiske grønlandske selvbyggerhuse.


Foto: Eva Merz, By og land, Paamiut, Vestgrønland #3, 2020 

Fra Esbjerg til Fristaden

Interessen for Grønland opstår i Merz’ barndom i Esbjerg, som i starten af 1970’erne tiltrækker mange grønlændere med sit fiskeri, søfartsskole og tekniske skole. Denne interesse øges, da Merz bosætter sig på Christianshavn og stifter bekendtskab med en grønlandsk kvinde på Christiania:

»Hun tog mig med ind i Stjerneskibet, et stort hus udelukkende beboet af grønlændere. Jeg blev taget ind i denne her gruppe af mennesker. Jeg var en fremmed, men jeg var velkommen.« fortæller Merz.

Det er netop grønlændere, Merz portrætterer i værkserien Portrætter 1996-1998, som bliver et af Merz’ hovedværker og som får betydning for hendes videre arbejde.

De portrætterede ses i profil eller halvprofil. De bevarer deres hemmeligheder og mystik ved ikke at se ind i kameraet. Denne mystificering af grønlændere blev mødt med et vist forbehold af den dansk-grønlandske kunstner, Pia Arke. Arke beskæftigede sig med postkolonial erindring og skildring af ’eskimoisk’ kunst, kultur og identitet. Hun forholdt sig kritisk til Merz’ portrættering af den grønlandske befolkningsgruppe:

»Jeg tror, hun syntes, mit projekt var ret romantiserende, næsten som skildringen af den ’ædle, vilde.’ På den måde fortsatte jeg jo nok i den hvide mands tradition. Det betød meget for mig at lave det her projekt, fordi jeg blev udfordret så meget på det. Pia og jeg lavede en udstilling sammen på Overgaden – Institut for samtidskunst.« siger Merz.


Foto: Eva Merz, Portrætter 1996-1998 #1, 1998

Det definerende møde med Pia Arke

Af Arke lærer Merz en del om grønlandsk historie og om at se mere kritisk på sin egen arbejdsmetode:

»Jeg var ikke så erfaren dengang. I dag går jeg anderledes til værks og netop foretager interviews og hører folks historier. Jeg er dokumentarist, både som fotograf og forfatter.«

I et andet af Merz’ hovedværker, Gammel Vardevej – indefra, bliver interviewene en vigtig del af det samlede projekt, udført mellem 2013 og 2016.

Under et andet projekt, Farver Power, udsmykning af facader på to kommunale boligblokke på Gl. Vardevej i Esbjerg, bliver Merz opmærksom på boligernes ringe standard. En af beboerne henvender sig:

»Han sagde, at i stedet for at pynte på facaden, skulle jeg tage at dokumentere forholdene indvendigt. Det var triggeren for mig. Jeg tænkte, at det her var et socialpolitisk problem, som fortjente omverdens opmærksomhed.«

Indersiden af boligblokkene

Det handler ikke så meget om, hvem der bor i boligblokkene eller hvilken baggrund, de har. Projektet er en fotografisk observering af boliger, beboet af samfundets dårligst stillede mennesker.

»Lejlighederne er identiske, et-værelses med en alkove, som danner en ramme indenfor billedrammen. Fotografierne er optaget fra samme vinkel i alle lejligheder. På den måde er de registrerende. Det handler i høj grad om, hvordan mennesker indretter sig indenfor trange og underprivilegerede rammer.«

Foto: Eva Merz, Gammel Vardevej – Indefra #32, 2016

Gammel Vardevej – indefra er en serie på 60 interiørfotografier, blev udstillet på Esbjerg Kunstmuseum i 2016, Merz’ første soloudstilling. Samtidigt udkom bogen Gammel Vardevej indeholdende interviews med beboerne. Udstillingen på Esbjerg Kunstmuseum havde rekord besøgertal og tiltrak mange, som normalt ikke kom på museet:

»Jeg fandt ud af, at folk faktisk er interesserede, men de går ikke bare ud og ringer på en dør og spørger om de må se fremmede folks hjem. Med udstillingen og bogen giver jeg adgang til en verden som folk normalt ikke har adgang til.«

Foto: Eva Merz, Gammel Vardevej – Indefra #46, 2016

Den kunstneriske sandhed om tiggeri

Bog- og interviewformatet er ikke nyt for Merz. Under hendes otte-årige ophold i Skotland (2003-2011) ændrer Merz’ kunstneriske praksis sig. Fra at komme fra den københavnske billedkunstscene, hvor fokus er udstillingsorienteret, finder Merz sin sociale praksis, som ofte manifesteres i alternative formater, f.eks. kunst i det offentlige rum, workshops, events og bogudgivelser.

I Aberdeen, 2006, brugte Merz interviews i værket Get a fucking job - the truth about begging, som sætter fokus på sociale problemer i relation til byens gadetiggere. Projektet tager udgangspunkt i et lokalpolitisk initiativ til at forbyde gadetiggeri. Debatten, der kører i lokale medier, vækker en følelse af uretfærdighed i Merz:

»Sociale problemer kan ikke forbydes. Man bliver nødt til at gøre noget ved dem. Det var jo tydeligt, at politikerne og journalisterne ikke havde talt med tiggerne eller spurgt dem om, hvorfor de sad og tiggede. Jeg tænkte, at det her var et projekt for en kunstner, der betragter sig selv som formidleren. Jeg kan viderebringe en gruppe menneskers erfaringer til et publikum, som normalt ikke har adgang til den verden. De her menneskers stemmer gjorde en forskel. Det ved jeg fra al den feedback jeg har modtaget fra folk, der læste bogen.«

Merz’ projekter tager ofte udgangspunkt i konkrete, lokale problematikker. Men emnerne er lige så vel globale: social armod, skæve eksistenser, samfundets holdning, politisk intervention eller mangel på samme. Med den dokumentariske tilgang, bidrager Merz til en socialpolitisk debat, som særligt giver en stemme til oversete eller udskældte samfundsgrupper.

 

Eva Merz (f. 1966) er uddannet fra Nansenskolen i Lillehammer og Fatamorgana  
i København. Hun har udstillet på bl.a. Esbjerg kunstmuseum, Brandts og Tranen.
Merz har modtaget arbejdslegater fra Statens kunstfond, Beckett fonden og Scottish Arts Council. m.fl., og er repræsenteret i bl.a. Esbjerg Kunstmuseums samling.