Af Lasse Marker, founder og CEO, pars

Amalie Smith arbejder tværmedielt med tekst og billeder. Hendes værker manifesterer sig både i objekter, video og lyd, ligesom det skrevne ord optager en stor plads hos kunstneren.

Amalie Smith er optaget af sammenhængen mellem idé og materie, det digitale og det analoge samt forholdet mellem historie og nutid. Dobbeltheden i hendes kunstneriske virke startede allerede, da hun blev optaget på forfatterskolen og kunstakademiet på samme tid.

”Hvis det havde stået til mig dengang, så havde jeg gået på begge skoler samtidig, men det fik jeg ikke lov til. Jeg ville gerne både have undervisning i at skrive og lave billeder, og jeg kunne ikke se det som værende to forskellige ting”.

Amalie Smith, Thread Ripper, hybridroman 220 sider, Gyldendal 2020

De første maskinstormere
For Amalie Smith er litteraturen og billedkunsten ikke adskilte størrelser; hun kan ikke forestille sig kun at arbejde med den ene eller anden genre. Hun vil ikke betegne sig som multikunstner, men som noget midt i mellem.

”Jeg insisterer på både at være i billedkunsten og litteraturen. Derfor ligger jeg et eller andet mærkeligt sted imellem de to verdener. Og det skisma kan man udvide til flere områder. Jeg bruger ofte videnskaben eller forskningen i min kunst, men jeg er jo ikke selv videnskabeligt uddannet. Jeg er i et slags mellemrum”.

Mellemrummet mellem videnskab og kunst er tydeligt i Amalie Smiths seneste bogudgivelse, Thread Ripper. Her leder hun efter det digitales grundstof, hvilket fører hende tilbage til verdenshistoriens første vævere.

”Den moderne computerteknologi kan spores tilbage til de gamle væve, fordi hulkortet blev opfundet til væven. Vævning er netop en slags binær teknologi, hvor man skiftevis væver over og under. Da man opfandt hulkortet til væven, betød det, at man kunne væve komplicerede mønstre meget hurtigere. Det betød så, at man kunne fyre halvdelen af væverne. På den måde var væverne et af de første eksempler på mennesker, der blev fyret, fordi maskiner tog deres jobs”.

Amalie Smith, Hypertextile (flipside), Kunstmuseum Bonn (DE), 2018

Kunstneren som knudepunkt
Amalie Smith interesserer sig for særlige emnefelter. Dem, som man ikke kan nærme sig fra én vinkel alene, men som kræver at blive undersøgt fra flere sider.

”Kunstneren kan være den, der samler de forskellige vinkler, og som fungerer som et slags knudepunkt, hvor man måske kan se nogle ting, der går på tværs af kategorier. Samfundet har det jo med at dele ting op i siloer; hvis man læser naturvidenskab læser man kun naturvidenskabelige artikler, hvis man læser kunsthistorie, orienterer man sig måske kun i den retning”.

Det kan både være læsning, en serie af youtubelinks eller et museumsbesøg, der fungerer som inspiration for Amalie Smith. Hun fremhæver særligt geologiske og arkæologise museer som steder, hvor hun får en fornemmelse af, at noget er interessant.

”Når jeg starter en kunstnerisk proces, har jeg overhovedet ikke overblik over et stof eller et emneområde. Og jeg finder det manglende overblik spændende: Her er noget, der vibrerer med en betydning, som jeg ikke forstår endnu. Den følelse skal jeg helst bevare langt hen i den kunstneriske proces, og jeg skal ikke nødvendigvis lande et sted, hvor jeg forstår det hele”.

Fra fortid til fremtid
Amalie Smith kombinerer en skulptur fra Antikhythera-skibsvraget med 3D-teknologi i værket Boy. Værket undersøger skyggers dimensioner og stiller spørgsmålet: Hvis et tredimensionalt objekt kaster en todimensional skygge, kan man så forestille sig samme objekt som skyggen af noget firedimensionalt?

Amalie Smith, "Michanikos", Galleri Alma (LV) i 2017

Skismaet mellem fortid og fremtid spiller en rolle i flere af Amalie Smiths værker. I værket Clay Theory beskæftiger Smith sig med forbindelsen imellem lerfigurer fra bronzealderen og nutidens arbejde med kunstig intelligens.

”Clay Theory tager udgangspunkt i terracottafigurer fra den cypriotiske bronzealder. Da jeg stod over for dem for første gang, fik jeg den tanke, at man på et tidspunkt i bronzealderen har lavet figurer i ler, samtidig med man har troet på skabelsesmyter, der beskrev, at mennesket blev skabt i ler. Så spørgsmålet er, om man allerede dengang har været i gang med at skabe kunstigt liv. Jeg læste efterfølgende om den kemiske ”clay theory”, der handler om, at ler har spillet en rolle i livets opståen på Jorden. Værket er mit bud på en Clay Theory, der sammentænker kunst og liv”.

Amalie Smith, Clay Theory, 2019

I Amalie Smiths værker opstår der både sammenhænge imellem litteratur og billedkunst, fortid og nutid, det analoge og det digitale og meget mere. Og det er netop sammenhænge, som hun håber, beskueren registrerer i hendes kunst.

”Jeg håber på at skabe nye forbindelser i hjernen og i kroppen. At jeg kan forbinde ting, der ikke er forbundne. At områder af livet, som man tænkte var adskilte, kan forstås og læses sammen. Jeg vil gerne stille spørgsmål ved, om ånd og krop er forskellige ting. Her har kunsten en god mellemposition, for i kunsten møder ideerne og det materielle hele tiden hinanden”.

Amalie Smith (f. 1985) er uddannet fra Forfatterskolen i 2009 og Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2015. Hun har udgivet otte skønlitterære bøger og har udstillet på bl.a. Statens Museum for Kunst, ARKEN og ARoS. I efteråret 2021 udstiller hun på det anerkendte New Museum i New York. Amalie Smith har modtaget Kronprinsparrets Stjernedryspris og Statens kunstfonds treårige arbejdslegat, og hendes værker er repræsenteret i bl.a. Statens Museum for Kunsts samling.