Jacob Kirkegaard er aktuel i gruppeudstillingen Far from Home på ARoS i perioden 18. dec. 2020 - 22. nov. 2022.

Med fokus på følelsen af hjem og individets udfordringer i det moderne samfund afrunder ARoS trilogien, der startede med Out of the Darkness i 2014. Udstillingen stiller det fundamentale spørgsmål - hvor er hjemme?

”Far From Home” handler ikke om hjem i sin fysiske betydning med en bolig, der indrettes i henhold til smag, behag og social identitet. Den handler derimod om følelsen af at være hjemme og alt det, som eventuelt hindrer os i at være hjemme et sted. Udvalget og sammensætningen af værker i Far from Home er skabt ud fra spændingsfeltet mellem hjem som et fysisk sted og hjem som et mellemmenneskeligt og mentalt opholdsrum.

Trilogien

Far From Home er den sidste udstilling i en trilogi baseret på museets samling. Den første udstilling Out of the Darkness, 2014, tematiserede de store fortællingers struktur og magt og omhandlede de globale udfordringer, som menneskeheden står ovenfor. Den anden udstilling, No Man is an Island – The Satanic Verses, 2016, havde de voldsomme politiske, økonomiske og kulturelle ændringer, som Europa oplevede på det tidspunkt som bagtæppe. Hvor den første udstilling havde globalt perspektiv, blev den næste mere geografisk specifik. Far From Home flytter helt hjem - helt ind i individets mentale sfære. Fra den globale verden til den enkeltes oplevelse af at være hjemme i denne verden.

Der er endnu ikke fastlagt en slutdato for Far From Home. Udstillingen er efter idé af Erlend G. Høyersten og kurateret i samarbejde med museumsinspektører Erik Nørager Pedersen og Jakob Vengberg Sevel.

Værkliste

Banaan Al-Nasser, Bab Al-Hara, 2018. Cyprien Gaillard, KOE, 2015. Dominique Gonzalez-Foerster, Cinema (QM.15), 2016. Doug Aitken, House, 2010. Elmgreen & Dragset, Welcome, 2014. FOS (Thomas Poulsen), Bells, 2017. Gardar Eide Einarsson, Untitles (Flagwaste), 2015. Grayson Perry, The Expulsion from Number 8 Eden Close, 2012. Ismar Cirkinagic, Herbarium, 2006-2016. Jacob Kirkegaard, Membrane, 2020. Jani Leinonen, Anything Helps, 2015. Marianne Heske, Prosjekt Gjerdeløa, 1980 – 2014. Mikkel Carl, A Vague Nothing at the Intersection of Subject and Object, 2018. Miwa Yanagi, Elevator Girls, House 1F, 1997. Nick Theobald, Afterlife Care Package, 2016. Noelia Mora Solvez, Birds, 2018 Ron Mueck, Boy, 1999 Rune Bosse, Tempus circularis fagus sylvatica, 2016 Weng Fen, On the Wall, 2004

Kilde: ARoS.