Af Anne Bro, Cand.mag. Moderne kultur og kulturformidling

Suzette Gemzøe (f. 1964) arbejder konceptuelt med kunst. Hun interesserer sig for de helt store sammenhænge og undersøger fundamentale spørgsmål om menneskets evolutionære udvikling. Hun bevæger sig mellem maleri, installation og video, mens hun krydsreferer historiske, mytiske og kunstteoretiske nedslag for at sætte poetiske spørgsmålstegn ved emner som ligestilling, frihed og kapitalisme.

»Det, der skal hækles, hækler jeg, og det, der skal springes i luften, springer jeg i luften. Jeg er konceptkunstner, så jeg vil gerne formidle en idé eller en følelse og leder hernæst efter måden at gøre det på,« siger Suzette Gemzøe.

Et blåt Big Bang i beskyttelsesbunker
I det ikoniske værk »BluePressure« arbejder Suzette Gemzøe ekspressivt og eksplosivt med den menneskelige evolution. Gennem et koloristisk Big Bang har hun foretaget to bombeeksplosioner i en underjordisk dobbelt beskyttelsesbunker.

Suzette Gemzøe, BluePressure, 2013

Ud over sprængstoffer var den ene bombe fyldt med fire liter ultramarinblå farvepigment, der igennem århundrede ikke kunne fremstilles i Europa, og islandsk mos, som henviser til en jordisk eksistens i naturlig form. Bomben blev sprunget på en række kniplede, broderede og hæklede antikke håndarbejder.

Den anden bombe blev sprunget på papirark. I den var fire liter preussisk blå farve, som er fra 1706 og den første menneskeskabte syntetiske farve med det kemiske navn Ferri Ferro Cyanid. Farven indeholder en form for cyanid, der relaterer sig til giftgasser og repræsenterer kernen i ødelæggelsen.

Skabelsen og destruktionen i én og samme bevægelse
Bombeeksplosionerne efterlod sig lærreder med de blå eksplosionsrester, som var det blod fra krigen, hvilket har formet værker med den iboende symbolik fra bunkeren.

Suzette Gemzøe, Blast Painting, 2013

»Begge bomber var lavet af kondomer, og i deres ødelæggelse bliver nye værker til. Man kan sige, at skabelsen og destruktionen sker i én og samme bevægelse. Det er denne form for evolutionære udvikling og kosmiske sammenhæng, jeg interesserer mig for. Hvordan udvikler den menneskelige civilisation sig? Og hvilken mekanisme ligger bag?,« siger Suzette Gemzøe.

»Værket har en væld af historiske og symbolske referencer. Bombespringningen i bunkeren henviser til krig, mens den dybe blå farve er sorgens farve. På samme tid er der tekstilerne, som historisk peger på en feminin praksis med at lave håndarbejde i hjemmet, mens mændene drager i krig.«

Det kræver dybe rødder at vokse ind i himlen
I Suzette Gemzøes kunstneriske praksis lægger hendes koncepter sig ofte som perler på en snor i videre undersøgelser og sammenhængende værker. I forlængelse af »BluePressure« lavede hun soloudstillingen »BlurePressure of a ChamberMaid« på tørreloftet på Hotel Kong Arthur. Her performede hun en kammerpige, der gik rundt i udstillingen og hang sine tekstiler og akvareller op på tørresnore.

Suzette Gemzøe, BluePressure of a ChamberMaid, 2013

»Jeg gik rundt og hang alle mine blå værker op, hvilket var en symbolsk handling af at skulle bære sin sorg. Det handler om den menneskelige udvikling, hvor man ikke kan flygte fra sine mørke sider. Man skal erkende dem, hænge dem op og udstille dem. Det kræver dybe rødder at vokse ind i himlen,« siger hun.

Mor, kvinde og kunstner
Suzette Gemzøes interesse for civilisationens udvikling forgrener sig ud i adskillige aktuelle samfundsdebatter. Med afsæt i sin egen position som kvinde, har hun lavet en række værker, der undersøger kvindens virkelighed i moderne tid.

»At være alenemor er et fuldtidsarbejde og efterlader ikke meget tid til at fordybe sig i kunst. På et tidspunkt i mit liv, da jeg var mest ude af den over, at jeg ikke havde blot fem minutters fordybelsestid til min kunst, fordi jeg var alene med to børn og en presset økonomi, lavede jeg et videoværk om netop dette,« siger hun.

Suzette Gemzøe, Exotic Love Life of a Single Mother, 2007.

Værket »Exotic Love Life of a Single Mother« fra 2007 er et 60-minutters semi-iscenesat socialrealistisk one take, hvor man på ni skærme iagttager Suzette Gemzøe i sit hjem, imens hun passer sine børn iført sexet lingeri, som en dokumentation på hendes realitet som mor, kvinde og kunstner.

»Selvom det var en iscenesættelse, var det på mange måder et ret præcist udtryk for min virkelighed. Den eneste måde, jeg havde mulighed for at lave kunst, var ved at kombinere det med mit liv som mor og kvinde.«

Kan man bygge et samfund på kærlighed og fællesskab?
I forlængelse af Suzette Gemzøes kritik af de hårde kår som alenemor og kunstner lavede hun værket »Til min datter«, hvor 100 piger i 8-års alderen, som var alderen på hendes egen datter, blev iført ultramarinblå bomuldskjoler og sluppet løs i Statens Museum for Kunsts samling med samtidskunst.

Suzette Gemzøe, Til min datter, 2007

»Pigerne bar på de blå kjoler, sorgens kjoler, mens løb rundt inde i samtidskunstens højborg. Jeg installerede efterfølgende kjolerne i loftet som en skulptur, der udvider sig. Kvinder er forbundet med den sorg og smerte, de bærer på, og som går i arv – kvinde efter kvinde – som ringe i vand,« siger Suzette Gemzøe.


Suzette Gemzøe, Til min datter, 2007.

»Værket er en institutionskritik af et præstationssamfund, hvor man stresser sine borgere i alt for høj grad. Jeg har en følelse af, at verden kunne være meget anderledes. Kunsten kan være med til at give os nye associationer i livet. Hvad hvis der ikke fandtes penge? Kan vi bygge et samfund på kærlighed og fællesskab?«

Suzette Gemzøe (f. 1964) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og har udstillet på bl.a. Statens Museum for Kunst, Heart og Den Frie. Suzette Gemzøe har modtaget legater fra Statens kunstfond m.fl. og er repræsenteret i samlinger som Statens Museum for Kunst.