Af Anne Bro, Cand.mag. Moderne kultur og kulturformidling

Ragnhild May (f. 1988) arbejder i spændingsfeltet mellem visuel og auditiv kunst, mens hun eksperimenterer med medier såsom lyd, skulptur, performance og installation. Hendes kunst har ofte en implicit, men skarp kommentar til aktuelle samfundstemaer som feminisme, forbrugskultur og teknologi, men bliver formgivet gennem humor og poesi.

Foruden hendes kunstakademiske uddannelse er Ragnhild May også uddannet komponist. Hun formår at jonglere to æstetiske fagligheder med et talent, der er blevet præmieret med priser og legater.

Kraftfuld musik og maskinel æstetik
I Ragnhild Mays kunstpraksis kombinerer hun det visuelle og auditive sprog, som skaber flertydige sanserum. Hun bygger sindrige instrumentmaskiner, der afgiver skæve lydkompositioner. Det er hendes værk med den poetiske titel »Nu vil jeg hvile på mine laurbær – hvile til dommedagsbasunen lyder, Komposition for glissandi, cirkulær, liniær osv.« fra 2014 et eksempel på.

Ragnhild May, Nu vil jeg hvile på mine laurbær – hvile til dommedagsbasunen lyder, Komposition for glissandi, cirkulær, liniær osv., 2014

»Jeg har placeret fløjter henholdsvis cirkulært, som skaber disharmoni, og lineært, så de skaber harmoni. Det giver en sirene-lignende lyd, som virker alarmerende, nærmest stressende, og på den måde bevirker lyden en kropslig og kraftfuld sanseerfaring,« siger hun.

»Men værket har også et tydeligt visuelt sprog. Jeg er optaget af teknologihistorie, og her er jeg inspireret af den såkaldte automata, som var et gammelt selvspillende instrument. Værket ser ret low-tech og hjemmelavet ud. I dag er teknologi kompakt og utilgængeligt. Du ved, hvordan du bruger en computer, men du ved ikke, hvordan den virker. Det visuelle sprog i værket gør det modsatte.«

Blokfløjtens kollektive barndomstraume
Et tilbagevendende tema for Ragnhild May er kollektive erindringer med afsæt i barndomsminder. I den forbindelse har hun lavet en række værker af forskellig karakter med blokfløjten som omdrejningspunkt.


Ragnhild May, The Flute Player, 2013

»Det er interessant, at jeg nærmest bare kan vise en blokfløjte, og så har alle en mening om det baseret på skrækkelige minder fra musikundervisning. Det bliver en form for fælles barndomstraume, vi bærer på. Det danner en kollektiv erfaring, hvilket vi erindrer som et sted mellem drøm og virkelighed, men som tydeligt fremkalder følelser,« siger hun.

I værket »The Flute Player« fra 2013 har hun bygget en kjole af blokfløjter. Det er en del af en performance, der undersøger differenstoner, som lyder ualmindeligt højt og voldsomt, når hun spiller på blokfløjterne.

Humor-svøbt forbrugskritik
»Jeg begyndte et projekt for nogle år siden, hvor jeg lavede en masse merch og designede logoer til mit eget navn, så jeg som kunstner blev en del af værket. Jeg lavede en hel serie med blandt andet sweatshirts og tennissokker. På dem stod der eksempelvis »Ragnhild May – kunst til dig«, som var inspireret af logoer fra discountbutikker såsom Rema 1000 og Aldi. Selvom projektet primært var tænkt som værker til en udstilling, begyndte folk at købe det og gå med det. Det understregede mit projekt om, at forbruget ligesom bare starter,« siger Ragnhild May.

Fra denne underfundige kritik af vores forbrugskultur udspringer værket »Always Good Art« fra 2018. Det er et neonskilt med slagord, der skamløst reklamerer for kunst og dermed sig selv.

Ragnhild May, Always Good Art, 2018

»Jeg går kritisk til vores forbrug og reklamer, men på en humoristisk måde. Det bliver for meget med åndsvage produkter og slogans, og det laver jeg sjov med ved selv at gå ind i det og være en del af det, men med humor og leg som tilgang.«

Bryder feminine forventninger
Ragnhild May benytter også humor til at undersøge køn og feminisme. Hun er optaget af udviklingen af kvinders rolle i samfundet – både historisk set og i løbet af sin egen levetid.

»I mine performative værker har jeg arbejdet med den forventning, der er til kvinder. Jeg har skabt visuelle universer, hvor jeg ser ud på en bestemt måde, så jeg bliver opfattet som sød og venlig. En forventning, jeg bryder, når lyden i mine performances starter,« siger hun.


Ragnhild May, Stiletto Is A Dagger! (1), 2019. Foto: David Stjernholm

Værkserien »Stiletto Is A Dagger« fra 2019 bygger videre på det performative univers ud fra stilletten, som en koreografi af det feminine. Her har hun lavet en række bronzeskulpturer, der ligner stiletter med hæle, som er så overdrevne i deres højde, at de bliver skulpturelle objekter.

Fremtidsdystopisk havfruesang
»Aktuelt udstiller jeg værket »Sirenesang«, som også er en bronzeskulptur. Den er formet som et havfruehoved, der har rigtige hovedtelefonerne på, som man også selv kan tage på. I dem lyder en sang, jeg har komponeret, der handler om havfruens liv gennem tiden,« siger Ragnhild May.


Ragnhild May, Sirenesang, 2021

»Havfruen synger sin sang, der starter fra fortiden og bevæger sig op igennem historien for at ende i fremtiden. Hun synger en fremtidsdystopi om, at vandstanden er steget, og at menneskets tid er forbi. Værket taler ind i den økokrise, vi står midt i, og som jeg også har lyst til at italesætte gennem en poetisk sci-fi-fortælling fra et fremtidsmonster.«

Ragnhild May (f. 1988) er uddannet fra Milton Avery Graduate School, Bard College, New York. Hun har udstillet og performet på bl.a. Statens Museum for Kunst, New Museum i New York og Die Raum i Berlin. Hun har modtaget Carl Nielsen Talent Pris for unge komponister og Statens Kunstfonds talentlegat »Den Unge Kunstneriske Elite« (2020-2022).