Af Adrian Hughes, partner Pars

Du har besluttet dig for at udsmykke dine lokaler med kunst, men hvilken kunst skal du vælge, og hvor skal den placeres? I denne artikel får du 5 tips til, hvordan du indretter din virksomhed med kunst. 

#1 Kunsten skal passe til din virksomhed

Når du udsmykker din virksomhed med kunst, bidrager det til fortællingen om firmaet både over for dine ansatte og kunder. Du skal derfor vælge kunst, som understøtter din virksomheds værdier og identitet.

Hvis dit brand er at gå veje, bør din udsmykning pirre til nysgerrighed, undren og eftertanke. Den kreative arbejdsplads kan således med fordel vælge den nyeste, mest provokerende eller eksperimenterende kunst, hvor man er nødt til at lære mere om værket for at forstå, hvad der er på spild.  

Hvis du derimod fremstiller et velkendt produkt bedre og billigere end dine konkurrenter, skal du måske vælge noget, som er lettere genkendeligt som kunst. Det kunne være figurative malerier og mere traditionel fotokunst eller skulpturer, hvor den håndværksmæssige forarbejdning og finish er meget tydelig.

Hvis din virksomhed leverer til luksus-segmentet, bør din kunstneriske udsmykning ligeledes afspejle det. Hvis I fortæller jeres kunder, at kun det bedste er godt nok til dem, bør I også selv følge den anvisning. Her giver det mening at vælge kunst fra den øverste hylde i såvel størrelse som pris. Alt andet lige gør større kunstværker et større indtryk på beskueren. De signalerer, at brugeren har afsat pladsen til værket og har det fornødne overskud til enten at leje eller købe det.

#2 Kunsten skal passe til den øvrige indretning

Din virksomheds indretning og dine ansattes påklædning giver dine kunder et indtryk af, hvad firmaet står for. Det samme gælder for den kunst, du hænger på væggene. En grundregel er derfor, at der skal være overensstemmelse mellem indretningen, påklædningen og kunsten, så der bliver skabt en sammenhængende fortælling.

Flere virksomheder har prøvet at låne gratis dekoration fra den lokale kunstner, der til gengæld får et udstillingsvindue med prisskilte på værkerne. Andre virksomheder har prøvet af leje kunst af mindre gallerier, der leverer tilfældige udstillinger af mere eller mindre ukendte kunstnere.

Det er en billig løsning, men da kunsten ikke er valgt med udgangspunkt i virksomhedens værdier og identitet, bidrager det ikke til at styrke virksomhedens brand. I nogen tilfælde kan det ligefrem gøre mere skade end gavn, hvis kunsten fortæller en anden historie end den, som virksomheden gerne vil kommunikere.

Hos Pars kan du derfor få gratis besøg af en af væres kunsteksperter, der hjælper dig med at vælge kunst, der passer til netop din virksomhed.

#3 Kunsten skal passe til lokalets funktion

Det er vigtigt at holde sig for øje, hvad lokalet bliver brugt til, og hvilken situation rummets brugere befinder sig i.

Receptionen eller venteværelset er det første, som virksomhedens gæster og medarbejdere møder. Her kan du med fordel udstille et værk, som siger noget betydningsfuldt om virksomhedens retning og engagement i verden. Det giver også en naturlig anledning til at fortælle om virksomhedens værdier, når jeres gæster og kunder modtages af dig eller dine medarbejdere. Hvis der er tale om en foyer, fungerer det ofte godt med en større skulptur eller installation, som tager en del af gulvpladsen, eller et værk, som fylder en større væg grundigt ud.

I mødelokaler kan man eksperimentere lidt mere. Selvom mødelokalet også bruges til møder med gæster udefra, er det ofte mindre offentligt end virksomhedens reception. Hvis man installerer kontroversiel eller forklaringskrævende kunst her, er der oftest medarbejdere med, som kan give værkerne et par ord med på vejen. Værkerne kan fungere som ”conversation pieces” og ”ice breakers”, altså noget at tale om, som sætter samtalen i gang og letter stemningen.

I kantinen og uformelle mødesteder, hvor medarbejdere spiser, er der lidt snævrere rammer. Mange har markante meninger om, hvad de i hvert fald ikke ønsker at se på, mens de spiser. Med Det er derfor næppe i kantinen, at man udstiller Bjørn Nørgaards slagtede hest ”Røde Fane” portioneret i store syltetøjsglas, eller billeder af Christian Lemmerz’ rådnende svin i glasmontrer.

#4 Kunsten skal passe til rummets størrelse

Det er vigtigt, at størrelsen på kunsten og rummet passer til hinanden. Hvis værket er for stort, eller hvis der er for mange værker på for lidt plads, ser det klemt ud. Omvendt ser det tomt og halvgjort ud, hvis værket er for lille, eller hvis der er for få værker.

En grundregel er derfor, at jo større rum, desto større værker. En anden grundregel er, at et kunstværk ofte tager sig bedst ud med en del plads omkring sig.

Hvis man vælger at udsmykke en stor væg med flere mindre værker, kræver det desuden, at man udvælger og layouter værkerne til en helhed, så de tilsammen udgør en udsmykning af en passende størrelse. De kan være tematisk eller motivmæssigt forbundne eller slet og ret kastet sammen, hvis man har en sikker smag. 

#5 Sådan placerer du kunsten i rummet

Det er almindeligt at arbejde med sigtelinjer, så der for enden af en ganglinje i et åbent kontorlokale eller for enden af et stort bord i et mødelokale står eller hænger et markant værk, der virker som et samlende fokuspunkt.

Kunsten bør hverken hænge for højt eller for lavt. En retningspil kan være at hænge værkerne, så den stående betragters øjenhøjde ligger midt i øvre halvdel af værket, altså en fjerdedel ned fra værkets øverste kant. Herfra findes der alle tænkelige undtagelser med hensyn til værkets størrelse, hvis det er et markant smalt højformat, eller hvis der er trappeforløb eller steder, hvor brugerne fortrinsvis sidder ned.

Kunsten bør desuden hænge, hvor de fleste vil bevæge sig eller sidde i en afstand, hvor de har et nogenlunde overblik over værket. Mange synes, at det er anstrengende at sidde på første række i biografen, hvis de skal dreje hovedet fra side til side for at læse underteksterne og i det hele taget have overblik over billedet. Det samme gælder kunst.

Hvis man arbejder med kunst, der er indrammet i glas, er det værd at overveje reflekser. Kontorer med store vinduesflader kan spolere oplevelsen af kunsten, hvis denne er ophængt lige overfor. Til sådan en plads er malerier og andre ikke-glasindrammede værker mere hensigtsmæssige.

Endelig skal man tage højde for, hvordan medarbejdere og kunder uformelt bruger lokalerne i hverdagen. Man skal passe på med at stille skulpterer og installationer på gulvet, hvor mange naturligt går, og hænger man værker på væggen over en reol, skal man tage højde for, om reolernes overflader spontant benyttes til fralægning af mapper, bunker af bøger og materialer, ind- og udbakker og frugtkurve. Værkerne skal placeres så højt, at man mindsker risikoen for, at de forstyrres, når reolerne bruges.

Kontakt os

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på info@pars.art eller tlf. 42 75 51 16.